|
/ Send til en ven /
|
|
|
computerspil om guldalderenNivaagaards Malerisamling har ultimo juni modtaget 772.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsens e-museumspulje til udvikling af digitalt formidlingsprojekt til skolerne – og alle spilleglade sjæle Du er fanget i malerierne. Hvordan kan du undslippe? Ved at gå på opdagelse i former, stemninger og hændelser, som binder en række malerier sammen, vil børnene blive inddraget i et fantasifuldt spilunivers, som motiverer dem til at undersøge og løse gåder ved at interagere og røre ved malerier. Målet er at formidle billedkunst til børn på en spændende og lærerig måde og give dem en oplevelse, som ændrer måden, hvorpå de afkoder, ser og forholder sig til kunst. Computerspil er måske ikke lige dét, man forbinder med Nivaagaards Malerisamling. Og ældre billedkunst er jo noget, der hænger på væggen, ikke noget man kan bevæge sig rundt i og manipulere med. Ikke desto mindre bliver det inden længe en realitet, når museets nye tiltag, computerspillet Fanget i malerierne, er færdigudviklet. Museet udvikler spillet i samarbejde med firmaet GearWorks, der har stor erfaring med netop digitale spil. Omdrejningspunktet for spillet er guldaldermalerierne på Malerisamlingen, og ideen voksede ud fra spørgsmålet: Hvordan kan vi motivere børn til at synes, at det er spændende og sjovt at beskæftige sig med kunst? Svaret ligger lige for, nemlig ved at tage udgangspunkt i børnenes egen verden. Og da mange børn er helt vilde med computerspil, blev løsningen et computerspil, hvor de gennem gåder og opgaver bliver motiverede til at udforske og manipulere med billedfladen, fokusere på detaljerne og lege med sproget via forbindelser mellem ord og billedelementer. I spillet vil der være en gennemgående fortælling, som skaber en mening og et mål og som underbygger stemningen og oplevelsen. For at den narrative struktur ikke skal spænde ben for det faglige indhold og fastlåse det, vil materialet kunne anvendes i vilkårlig rækkefølge, nærmest som et cirkulært narrativ, hvor man kan hoppe på, hvor man vil, men stadig opleve historien som en helhed. Spillet er tænkt som et spændende tilbud til skolerne, og eftersom mange skoler efterhånden har smart boards i stedet for traditionelle tavler, vil klasserne altså kunne arbejde med spillet inden eller efter et besøg på Malerisamlingen. For det skal naturligvis ikke erstatte det fysiske besøg, der er intet der kan måle sig med den ægte vare, men det kan til gengæld medvirke til, at børnene ser på kunstværkerne med nye øjne og større indsigt. Samtidig håber vi, at også andre med hang til spilleglæde kan få fornøjelse af spillet. ”Jeg er rigtig glad for, at Kulturarvsstyrelsen med dette tilskud til Nivaagaards Malerisamling gør det muligt for vores skoleelever at gå på opdagelse i vores lokale kulturarv og forene kulturoplevelser med læring på en ny og spændende måde. Jeg ønsker Nivaagaards Malerisamling et stort tillykke med bevillingen til det digitale formidlingsprojekt og glæder mig til at følge det”, siger formand for Kultur – og Turismeudvalget i Fredensborg Kommune Ulla Hardy-Hansen. Projektet kan kun realiseres takket være det rundhåndede tilskud fra Kulturarvsstyrelsen, og på Malerisamlingen glæder vi os til at komme i gang med arbejdet. Med venlig hilsen NIVAAGAARDS MALERISAMLING |
|
NIVAAGAARDS MALERISAMLING |