THOMAS KLUGE. Egne værker
12. juni - 22. august 2010
Hen over sommeren viser Nivaagaards Malerisamling en udstilling med Thomas Kluges malerier.
Det drejer sig om værker, kunstnerens selv ejer. Malerisamlingen og Kluge har indgået en aftale om en deponering af værkerne i en toårig periode, og malerierne vil med jævne mellemrum være ophængt på museet.
Udstillingens værker stammer fra de sidste tyve år, og heraf er der et par stykker, der endnu aldrig har været vist for offentligheden, herunder Brylluppet fra 2010. Her har Kluge på det flotteste iscenesat sig selv og sin familie med en blanding af moderne fremmedgørelse, barokkens clairobscur og et citat fra den store nederlandske mester Jan van Eycks Arnolfinis bryllup (1434).

Thomas Kluge er fascineret af virkelighedens magi, og det er den, der er drivkraften for ham som kunstner. Med sine tilsyneladende super realistiske billeder maler han virkeligheden, så den bliver uvirkelig. Til tider næsten surrealistisk. Det, som vi i første øjekast tror, er en minutiøs skildring med en fotografisk nøjagtighed, viser sig ved nærmere eftersyn at rumme en række gådefulde elementer, som det kan være svært at få hold på.
Det er ofte det moderne menneskes rådvildhed, fremmedgørelse og ensomhed, Thomas Kluge sætter under sin nyrealistiske lup. Som han selv udtrykker det, blev han tidligt opmærksom på det uforståelige i det forståelige. Derfor kan hans billedverden ofte forekomme som mystiske fortællinger, det er op til den enkelte at fortolke; der er ikke noget entydigt svar.
Thomas Kluge har fået – eller har måske snarere påtaget sig – rollen som en slags enfant terrible i dansk kunst. Han søgte ind på Kunstakademiet tre år i træk, men uden held, og er derfor autodidakt. Men et afslag fra den etablerede kunstverden kan også virke som et skub fremad, og Thomas Kluge var ikke sådan at slå ud. Selv om han blev dømt ude af eksperterne, så har publikum taget ham til sig, og de strømmer til, hver gang han udstiller. Han har på trods tilkæmpet sig en plads i kunsthistorien, om eliten vil det eller ej.
Med venlig hilsen
Nivaagaards Malerisamling