Kranselæggelse 14. januar 2023
ved Nivå Kirkegård
TALE VED FORMANDEN FOR FONDEN DEN HAGESKE STIFTELSE
Velkommen til denne kransenedlæggelse i anledning af 100-årsdagen for Johannes Hages død.
Mit navn er Erik Bjerager. Jeg er formand for Fonden Den Hageske Stiftelse, og vi i fonden er nogle af de nærmeste til at varetage arven – og mindet – om Johannes Hage.
Men vi er på ingen måde de eneste, for den gamle godsejer og stifter af Nivaagaards Malerisamling har mange arvtagere, der står i gæld til ham.
Når vi gerne vil mindes Johannes Hage på denne dag, så skyldes det, at han har gjort meget for egnen her omkring Nivå. Han har gjort noget betydeligt for kunsten i Danmark, og igennem årene har tusindvis af psykisk syge mennesker fået hjælp af den formue, som Johannes Hage efterlod sig, og som administreres af Fonden Den Hageske Stiftelse.
Johannes Hage stod for nogle værdier, som vi også i dag kan lære af, og derfor er han vigtig at mindes.
Lad os begynde lige her ved graven. Den er jo meget enkel, og gravstenen fortæller bare, at her ligger en mand, Johannes Hage, født 26. maj 1842, død – 80 år gammel – den 14. januar 1923, i dag for 100 år siden.
i anledning af 100-års dagen for Johannes Hages død
Det eneste, der umiddelbart adskiller denne grav fra andre grave her på kirkegården er busten af ham ovenpå gravstenen. Den er en kopi af en tilsvarende buste på Nivaagaards Malerisamling. Han er fremstillet, sådan som vi må tro, at han var. Med en alvor, et udtryksfuldt rynket ansigt en markant og myndig udstråling.
Ud over hans navn og fødsels- og dødsdato kunne der have stået så meget på gravstenen om denne mand og velgører. Selv kaldte han sig med udsøgt sans for underdrivelse af egen person bare for landmand.
Men han udrettede så meget.
Johannes Hage var godsejer, men han var også politiker og sad i folketinget i 25 år fra 1876 til 1901. Og han var derudover også lokalpolitiker her i området.
Hage overtog Nivaagaard fra sine forældre. Han udviklede teglværket med ringovnen til at blive en stor forretning. Han finansierede bygningen af Sletten havn og var blandt initiativtagerne til kystbanen. Han blev rig på at levere mursten til opbygningen af København – Østerbro, Nørrebro og Vesterbro. Han oprettede den første sygekasse, og han stiftede Nivaagaards hospital for kronisk psykisk syge – det som i dag er Johannes Hages Hus. Han finansierede bygningen af Nivå kirke, og han gjorde meget for sine ansatte. Han var socialt bevidst.
Som ung havde han i 1864 kæmpet ved skanserne i Dybbøl og var blevet såret. Han var stærkt nationalt sindet, også på en måde som man har svært ved at forstå i dag. Hans hjerte bankede for alle trængte folkeslag, og han nærede en særlig kærlighed for de forfulgte og truede kristne armeniere. Han var så engageret, at han også selv ville deltage ved fronten, når hans uretfærdighedssans blev aktiveret. Men da han som 72-årig meldte sig under fanerne i Første Verdenskrig skred hans familie ind og fik ham stoppet.
Johannes Hage opbyggede grundstammen i Nivaagaards Malerisamling, som i dag har udviklet sig til at være en lille perle af et kunstmuseum i Danmark.
Og ved sin død efterlod han al anden ejendom til den fond, der som sagt fik navnet Den Hageske Stiftelse. Den ejer og driver Nivaagaard, bygningerne, parken, jordene og skovene.
Stiftelsen skal tjene penge på denne drift af ejendommen og give overskuddet videre til blandt andet legater til psykisk syge mennesker. Det var Johannes Hages ønske.
Der havde altså været nok at skrive om på gravstenen, hvis han havde ønsket at få fremhævet alle sine meritter. Men det gjorde han ikke.
Johannes Hage var på den måde et forbillede som et beskedent menneske. Han ville have gjort sig dårligt på Instagram og Facebook. Det var ikke hans stil at føre sig frem.
Vi ved dog meget lidt om, hvad der egentlig rørte sig i ham. Men han havde formentlig en skjult side, og det er sigende, at det er på bagsiden af gravstenen, at der står de ord, som ikke fremhæver Johannes Hages indsats i livet, men måske alligevel siger noget om, hvad der virkelig blev bestemmende for ham.
Det er uddrag af et digt skrevet af Henrik Hertz i 1834. Digtet er citeret flere steder, også af Johanne Louise Heiberg, der bruger det i sine erindringer, hvor kun klogt konstaterer, at det hører med til et menneskes liv at have haft smerter, som ingen kender.
Strofen fra digtet lyder sådan:
Der er tårer ingen kan beskrive
Tårer ingen gerne taler om
Gråd der må en hemmelighed blive
Mellem os og Gud fra hvem den kom
Direktør for Fonden Den Hageske Stiftelse Peter Tom-Petersen lægger kransen sammen med direktør for Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg.
Vi ved ikke, hvilken smerte Johannes Hage har levet med, eller hvorfor han græd de tårer, som ingen gerne taler om. Man kan spekulere. Var det hans deltagelse i den forfærdelige krig i 1864, hvor han som sagt selv blev såret, men hvor hans bror Christoffer blev dræbt, der forfulgte ham livet igennem? Fik han posttraumatisk stress, som vi i dag ville kalde det? Eller led han af depression eller en anden psykisk sygdom, siden han testamenterede sin formue til også at hjælpe netop psykisk syge? Eller var det noget helt tredje?
Der var noget kristent betinget over hans gerning. Han gav jo også Nivå sin kirke, og det var som om, at han var fokuseret på dette, at hvert enkelt menneske skal bruge sit liv på at tage ansvar for det, der nu engang er lagt hen til en. Vi er sat i verden for at tage ansvar for andre – ikke for at løbe fra det.
Af Johannes Hage kan vi lære, hvor vigtigt det er at tage ansvar og bruge sit liv på at engagere sig til gavn for andre. Og af ham kan vi blive mindet om, hvor vigtigt det er, at vi som mennesker handler uegennyttigt, tænker på andre, hjælper andre og bruger vores liv eller en del af det til at tjene andre til glæde for fællesskabet. Det gjorde han, og med de ord vil vi mindes Johannes Hage på 100 årsdagen for hans død, og vi vil sætte en krans på hans grav.
