|
/ Send til en ven /
|
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
|
|
Martinus Rørbye (1803-1848)Båd, der losser tørv ved Skagen Vesterby. 1847 For guldalderens malere lå Skagen næsten lige så langt borte som Grækenland! Rørbye var en af de få, der havde været begge steder, og som var med til at åbne Jylland for kunsten. Her har han skildret en båd, der losser tørv til brændsel i det skovfattige Skagen. Stedet er Sønderstranden med Grenen i det fjerne. Nærmere bestemt har maleren stået ud for den ene af de tre bebyggelser, Skagen dengang bestod af (nu lige syd for havnen). I nærheden ligger i dag Skagens By- og Egnsmuseum, hvor man har et eksempel på det traditionelle, sortbejdsede træhus, der ses i baggrunden ('den rige fiskers hus'). Fra et andet af Rørbyes billeder ved man, at skibet på stranden er engelsk, og at det er under reparation. Billedet er en skitse, der skulle bruges som materiale til en større komposition. Med sit energiske penselarbejde, sin skildring af det tindrende middagslys og den friske sydøstenvind foregriber Rørbyes billede den impressionisme, Skagen senere skulle blive kendt for med sin berømte kunstnerkoloni. |
|
NIVAAGAARDS MALERISAMLING |