1. september 2017

Nye farver i museumsbutikken, nye udstillinger på væggene, nye madtiltag på menukortet og nyt blik på samlingen. Gæster kan glæde sig til de mange små og større tiltag på museet, som starter fra fredag den 1. september med genåbning af museet og cafeen kl. 17. Denne aften og den følgende uge kan man blandt andet få en forsmag på nyophængingen af museets faste samling. Andrea Rygg Karberg, der tiltrådte som museumsdirektør 1. juni, kaster i den forbindelse sit blik på samlingen ved et foredrag torsdag den 7. august kl. 19.30.

Et andet tiltag er en udstilling i museets nymalede cafe med gamle kulturhistoriske fotos og genstande fra Nivå. Malerisamlingens grundlægger Johannes Hage ejede også ringovnen, hvorfra mange fortællinger og fotos eksisterer. Også den gamle lokale valuta Nivaapenge bliver udstillet. Dette var et særligt pengesystem, som Johannes Hage indførte, og som hans ansatte kunne købe naturalier for i hans landbrug. De smukke fotos af Hage, af arbejderne på teglværket og af Nivå i en svunden tid kan ligeledes opleves fra fredag den 1. september kl. 17. Lørdag den 2. og søndag den 3. september fejrer cafeen de nye rammer med en lækker brunchbuffet fra kl. 10.30-14 og et overdådigt kaffe-kagebord fra kl. 14-17. Bordbestilling er nødvendig på 53 85 10 17.

Den spændende uge med aktiviteter såsom filmvisning, croquis, puslespil, ordvandring, m. fl., er opvarmning til særudstillingerne Stille uro. Immanuel Ibsen og Dansk guldalder x 2. Ordrupgaard besøger Nivaagaard, som begge åbner søndag den 10. september.

 


@