• Udendørs pilates

Udendørs pilates/funktionel træning i parken

Undervisere: Marianne Hagemann og Tine Nilsson
Lørdage kl. 10-11. Fra den 27. maj til 26. august

Kom og oplev hvordan udendørs pilates og funktionel træning tilføjer nye dimensioner til din træning. De smukke omgivelser, den friske luft, kigget til himlen og lyden af fuglefløjt er alt sammen med til at gøre træningen mere intens og givende.

Under træningen er der fokus på den gode vejrtrækning, som er hele grundlaget for at få optimalt udbytte af øvelserne. Derudover arbejdes der bl.a. med styrke, balance, kropsbevidsthed, fødderne – og du kan forvente en effektiv omgang træning og lidt sved på panden. Glæd dig til følelsen af både styrke og ro samt velvære i kroppen efter timen – og kommer du regelmæssigt, vil du mærke, hvordan din krop bliver stærkere, og du selv får mere overskud og energi i hverdagen. Træningen, der er for både mænd og kvinder, varer 1 time og afsluttes med afspænding og let meditation. Sæsonen løber fra 27. maj til 26. august.

Kom i praktisk tøj, medbring en træningsmåtte, en fyldt vandflaske og gerne et tæppe til brug under afspændingen. Pris pr. træningsgang er 50 kr., men gratis for dig, der har et årskort til museet. Tilmelding er ikke nødvendig.

Følg “SundTræning” ved Marianne Hagemann på Facebook, hvor evt. aflysning i tilfælde af regnvejr, vil blive annonceret.

 


@