,

Vil du være frivillig på museet?

Er du stoppet på arbejdsmarkedet, og har du tid og lyst til at være en del af vores fællesskab på museet, kan vi bruge din hjælp!

Du bestemmer selv, hvor mange timer, du kan afsætte – dog minimum en 2-timers vagt om ugen. I øjeblikket er der flest ledige aften- og weekendvagter i museets åbningstid tirsdag-fredag kl. 11-20 og weekender kl. 11-17.

”Hyggeligt, nærværende og med en hjemlig atmosfære”. Det er nogle af de ord, som vores gæster knytter til Nivaagaards Malerisamling. Den særlige stemning, som publikum oplever på museet, skal både tilskrives vores receptionister, der tager imod gæsterne, men også vores frivillige personale som møder dem i salene.

Vores frivillige stab indgår i hverdagens gøremål, hvor de er med til at passe på malerierne i salene og har en række funktioner i forbindelse med vores mange arrangementer på museet: Når der skal gøres klar til koncerter, foredrag, filmvisninger, kreative værksteder og tegnehold mv. De frivillige er også med til at rulle plakater til butikken, feje blade væk, vande planterne foran museet og meget andet.

Som frivillig bliver du en del af et fællesskab, der i samlet flok gør Nivaagaards Malerisamling til et museum af internationalt format. Men også  et lokalt og nærværende museum drevet af engagerede mennesker, der interesserer sig for hinanden og tager på fællesudflugter eller mødes på museet til kaffe eller andre aktiviteter.

Ring til os

Lyder det som noget for dig?

Ring på tlf. 49 14 10 17 og spørg efter vores frivilligkoordinator Marianne Hasle. Så aftaler I et tidspunkt, hvor I kan mødes over en kop kaffe og tale om, hvad det indebærer at være frivillig på Nivaagaards Malerisamling.

Dét fortæller vores frivillige:

”Jeg har aldrig været den, som har besøgt museer så ofte, men da jeg læste i vort lokalblad, at Nivaagaards Malerisamling søgte frivillige, vakte det alligevel min interesse; hér var en mulighed for aktivt at støtte en lokal kulturinstitution. Det har været en stor positiv oplevelse at indgå i et samarbejde med personalet på museet; alle er imødekommende, og museet gør meget for, at de frivillige skal føle sig velkomne. Der afholdes et månedligt møde for de frivillige, hvor der informeres grundigt om de kommende aktiviteter. Yderligere afholdes der forskellige udflugter til steder, som har relevans for os i relation til museumsverdenen. For mig har det været interessant at komme lidt ‘ind bag kulisserne’ på et museum, og samværet med de ansatte og de øvrige frivillige er berigende på mange måder. Yderligere giver vagterne rig mulighed for at møde andre mennesker.”
Henry Angelo, frivillig siden 2014

”Jeg synes, at det har været spændende at møde et helt andet miljø, end det jeg kender fra mit tidligere arbejde. Tonen mellem såvel de frivillige og mellem os og de ansatte er rigtig god, og stemningen i huset er meget positiv. Det er også berigende at få lejlighed til at fordybe sig i såvel den faste samling som de skiftende udstillinger.”
Bente Solgaard, frivillig siden 2014

”Jeg er rigtig glad for at være frivillig på Nivaagaards Malerisamling. Her er en rar og hyggelig stemning, og jeg har igen fået søde kolleger, både i form af de ansatte og andre frivillige. Det er dejligt, at jeg selv kan vælge min arbejdstid og skønt at møde mange forskellige mennesker. Desuden får jeg masser af input af de mange arrangementer. Det er berigende at være frivillig her, og jeg vil klart anbefale det.”
Annegrete Jørgensen, frivillig siden 2014.


@