,

Nyhed #1 – Beskåret tavle og forsvundne mænd?

Jan van Goyens Huse i klitterne. Olie på egetræ, 24,6 x 28 cm.

Jan van Goyens maleri med en snoet sandet vej og bondegårde i et klitlandskab er kendt af alle, der har besøgt Nivaagaards Malerisamling. Men vores nuværende forskningsprojekt tyder på, at dette maleri ikke altid har set ud, som det gør nu. Ledetråde for denne konklusion omfatter andre malerier af kunstneren, formatet på tavlestørrelsen og et gammelt sort-hvidt fotografi i museets arkiv.

 

 

Jan van Goyen var en maler af det hollandske landskab. Hans emner var omgivelserne til de byer, hvor han boede: Leiden, Haarlem og Haag. Han producerede mange landskaber med græsgange og gårde, ligesom Huse i klitterne. Det viser sig, at van Goyen oftere har afbildet dette særlige bondehus med det typiske kameltag og gavlvinduet, der giver adgang til det øverste rum i tilfælde af oversvømmelser. På Nivaagaards Malerisamlings maleri er stuehuset og høstakken til venstre temmelig kejtet afskåret. Det giver anledning til det første fingerpeg: Kunne maleriet engang have været større?

Maleriets nu næsten kvadratiske format er fremmed for van Goyens tid. Han malede næsten altid rektangulære, horisontale billeder. En indikation af, at tavlen var i en dårlig stand, kan findes i dets restaureringshistorie: Nogen har forstærket panelets struktur ved at montere en såkaldt parkettering* på bagsiden og ved at tilføje smalle strimler af egetræ langs alle fire sider. Det antyder, at den originale tavle blev reduceret i størrelse og format på grund af dets skrøbelige tilstand.

 

 

Et gammelt sort/hvidt fotografi af maleriet fra ca. 1903 befinder sig i museets arkiv. Det viser til vores overraskelse to skikkelser i højre forgrund: en bonde med stok og en siddende mand med hat i samtale. I dag er mændene der ikke længere! Figurerne på fotografiet synes ikke at stamme fra van Goyens hånd, men ligner de typer, der normalt forekommer i hans malerier. Hvem tilføjede dem, og hvad er der sket med dem siden? Kunne konservatoren, der reducerede og parketterede tavlen, have tilføjet dem for at kompensere for det, der var synligt på den tabte del af kompositionens venstre side? Bemærk, at også himlen med fuglen, som vi ser i dag, ikke er synlig på det sort-hvide fotografi. Blev himlen tilføjet efter fotografiet, eller klippede fotografen billedet til, for at få værket til at fremstå rektangulært som de andre malerier af van Goyen?

 

Vi håber snart at løse disse mysterier og være i stand til at forklare, hvad der skete med dette fortryllende og brillant malede klitlandskab fra 1632…

*parkettering er en historisk proces, der blev anvendt til restaurering og konservering af malerier på træ. Den bestod i at montere et gitter af trælameller på bagsiden af den tyndede tavle for på den måde at styrke den og bevare den flade overflade.

Af Angela Jager og Jørgen Wadum, 8. marts 2022

Teksten er et udtryk for de opdagelser, der er gjort ved udgivelsestidspunktet. Der tages forbehold for ændringer, da nye registreringer i det fortløbende forskningsprojekt kan forekomme. 


@