Tiden nu er skovens tid
En ny særudstilling er åben, og med den følger et nyt program af arrangementer, der på forskellig vis og gennem viden, fiktion eller sanselighed taler ind i udstillingens mange tematikker og udfolder museets samling af kunstværker. Vi skal blive klogere på alt fra fremtidens skove, og skoven i litteraturen til den sagnomspundne ’dark horse’ fra Rembrandts værksted. Vi skal lytte til koncerter, der synger til Gaia og får det til at risle ned ad ryggen på os. Meditere og dyrke yoga omgivet af kunst og nyde den tyste sal, før dørene åbnes. Vi skal opleve stærke forfattere, som fortæller om kvindelige kunstnere fra slut 1800-tallet og om mystiske hændelser i en jysk skov anno 2040. Og så vi slår dørene op til to særlige aftener i samarbejde med FREDENSBORG:DOX, hvor vi den ene dag retter blikket mod Englands skove og retten til land, og den næste dag møder en ung Astrid Lindgren, som kan sætte vores vilde samtid i perspektiv, berede os på åndelig oprustning og give os indblik i tilblivelsen af den elskede karakter Pippi Langstrømpe.
Vi skal langt ud i skoven og også ud på flere sidespor.
Når du køber udstillingsplakaten til Skovens tid, bidrager du samtidig til skovrejsning af Danmarks første kulturskov. For hver plakat, der sælges, plantes et nyt træ med Klimaskovfonden. Plakaten kan købes i museumsbutikken og HER
I forbindelse med foredrag, talks og koncerter på museet kan der enkelte dage være begrænset adgang til udstillingerne i afgrænsede tidsrum (typisk ml. kl. 16.30-20 i hverdage). Det fremgår af det enkelte kalenderpunkt, om det finder sted i særudstillingen.
Vi glæder os helt utrolig meget til at byde jer velkommen!