LUKKET | Åbner igen i morgen kl. 11:00
LUKKET | Åbner igen kl. 11:00
CLOSED
CLOSED | Opens again at 11:00
LUKKET
LUKKET | Åbner igen kl. 11:00
CLOSED
CLOSED | Opens again at 11:00
Wilhelm Marstrand
Portræt af Frederikke Vilhelmine Hage med børn, 1850
Olie på lærred, 196 x 103 cm
Inventarnummer: 0244NMK
Erhvervet 2021

Portrættet viser Malerisamlingens stifters, Johannes Hages, mor og to søskende, Vilhelmine ”Ville” og Alfred. I baggrunden ses en hvid marmorbuste, udført af H.W. Bissen, op mod den pompejanskrøde væg. Det er den lille Hother, der var yngste barn i flokken, men døde som 1-årig. Mor og datter fokuserer på noget udenfor billedrammen, mens sønnen Alfred er den, der har det mest direkte blik. Han fremviser en tegning af en mops, måske er den et savnet kæledyr.

Vilhelmine ”Ville” (1838-1912) var Wilhelm Marstrands yndlingsmodel i familien Hage, som han portrætterede i hele tre generationer. Første gang han malede Ville, var til netop dette store gruppeportræt. Skønt hun kun er 12 år gammel, da portrættet males, fornemmer man, hvor det bærer hen med hendes skønne udstråling. Det fortælles, hvorledes komponisten Peter Heise reagerede, da han så billedet første gang: ”Sådan skal min kone se ud”. Ni år efter billedet her blev malet, giftede Ville sig med Peter Heise, som blev hendes livs kærlighed. De fik 20 år sammen, inden han døde som 49-årig, og Ville Heise levede resten af sit liv som enke.

Lillebroren Alfred blev som voksen kammerherre og landbrugsminister og arvede Oremandsgaard efter sin far, ligesom Johannes arvede Nivaagaard. Det er gennem Alfred, slægten Hage er blevet ført videre, idet hans søskende ikke fik nogen børn.


Wilhelm Marstrand (1810-1873)
Marstrand var blandt C. W. Eckersbergs elever og var, som den eneste af disse, meget optaget af det fortællende og illustrerende maleri. Marstrand dyrkede primært genremaleriet, litterære motiver, portrætmaleriet samt i de senere år historiemaleriet. Han var meget brugt som portrætmaler og malede blandt andet en række portrætter af medlemmerne af familien Hage. Marstrand rejste gennem hele sit liv i de store europæiske lande som Italien, Frankrig, Tyskland og England. Han var i særlig grad optaget af Italien, hvor han opholdt sig i en årrække. Herfra blev han storleverandør af pudsige, rørende, ofte morsomme eller ironiske skildringer fra det italienske folkeliv, der fascinerede ham.

FØLG OS PÅ instagram

FOLLOw us on instagram